Jytte Vium fortæller om sin barndom i Dronningborg, suppleret af sin ældre bror Villy Vium Rasmussen.    
 
 Se fx billedet til højre om fastelavn for børn i Dronningborg.

                          Da mor var dreng  
                         

 billede 1
                     Krigen
Det var det år, jeg blev 6, nærmere betegnet d. 9.april 1940, at Danmark blev besat af tyskerne. Anden verdenskrig lagde sin tunge hånd over landet og meget blev ændret i vores liv.

Vi skulle have mørklægningsgardiner for vinduerne, så ingen lysstråler kunne trænge igennem, når lyset blev tændt. Det var af hensyn til bombefaren, når flyvemaskinerne fløj ind over.

Engang, da min far havde strøet kalk ud over køkkenhaven, gik min bror ud og rev det væk, så godt, han kunne, fordi han var bange for, at det lyste for meget op, så piloterne kunne se det.
Om han fik skæld ud, husker jeg ikke.

Når sirenerne lød ved luftalarm, skulle man straks søge i beskyttelsesrum, som blev bygget overalt i landet. Men, som sagt, gik vi altid ned i kælderen under udhuset.

Jeg var hunderæd under krigen og allermest under luftalarm, naturligvis. Det skete mange gange, at sirenerne hylede, når jeg var alene hjemme. Så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg turde ikke være inde i huset, ej heller i kælderen, så jeg prøvede desperat at finde et sted, hvor jeg kunne skjule mig, inde i en hæk eller bag ved et skur eller garage og garager var der ikke mange af dengang.

Tyske soldater gik vagt op og ned af Øster Boulevard, jeg har aldrig sidenhen fundet ud af, hvorfor de gik netop der, det var jo en stille villavej, måske var det under undtagelsestilstande i 1944.
Engang, da jeg løb rundt på gårdspladsen nede på en lille landejendom, som lå for enden af Øster Boulevard, så jeg en soldat komme gående ned ad markvejen med geværet over skulderen. Jeg var rædselsslagen, jeg var helt sikker på, at han ville skyde mig.
Familien på gården var inde og drikke eftermiddagskaffe, så jeg ledte fortvivlet efter et sted at gemme mig, det skulle gå hurtigt. Jeg krøb bag ved et lille hyldebærtræ, som stod i hjørnet mellem hønsehuset og hønsegården. Træet var så lille og stammen så tynd, at den måske skjulte den række knapper, jeg havde i trøjen.
Soldaten gik tæt forbi mig og standsede, på det sted, hvor markerne begyndte og stod blot stille og kikkede ud over markerne og engene bagved. Så kom bondemanden, Rousing, ud og da soldaten vendte sig, kunne jeg se, at han græd. Det viste sig, at han selv havde en lille gård derhjemme i Tyskland, og hans kone selv måtte klare det hele og at de havde en lille dreng.

En anden, i mine øjne, skræmmende oplevelse, havde vi under en luftalarm. Da vi var på vej ned ad trappen på vej i kælderen, blev der, ved en fejltagelse, tabt en bombe, tabt af et allieret fly i en anden forstad til Randers. Det kraftige lufttryk kom, lige da min mor trådte ned fra det sidste trin og hun fik så kraftigt et stød, som forplantede sig op gennem det ene ben og hoften, så hun kunne ikke gå i lang tid efter. Vi måtte støtte hende, så godt vi kunne ned i kælderen.

Mens vi sad dernede, hørte vi pludselig støj ovenpå, Vi var sikre på, at det var tyske soldater, der kom og det troede vi stadig, da døren gik op og det første vi så, var en stålhjelm, men det var min far, som altid under luftalarm gik brandvagt på fabrikken, men som den aften løb hjem for at se, hvordan vi havde det. Der var ikke sket noget hos os, men i flere af husene i Dronningborg var vinduerne sprængt i stykker.

I det hele taget slap vi billigt i Danmark i forhold til andre lande.
Det blev dog efterhånden svært at få forskellige fødevarer, tøj og brændsel. Flere ting blev rationerede, så hver husstand fik et hæfte med rationeringsmærker. Da vi jo havde så meget frugt i haven, byttede min mor nogle kaffemærker med sukkermærker, så hun kunne få syltet. Der kom erstatningskaffe, Richs og Danmark hed de, dem kunne man så blande i rigtig kaffe, for at strække på de rigtige bønner, men mange folk drak udelukkende erstatningskaffe og så var det jo luksus og en stor nydelse engang imellem at få en rigtig kop kaffe.
I både Richs og Danmarkspakkerne var der nogle billeder, som man kunne samle på og bytte med, man kunne også købe album til at klistre billederne ind i. Andre samlebilleder kunne man få i pakkerne med tygge paraffin, som var en erstatning for tyggegummi, som man heller ikke kunne få. Billederne deri var af kendte skuespillere og skuespillerinder. Tygge paraffinen havde nu ikke meget med tyggegummi at gøre, for det var ikke elastisk, så man kunne ikke rigtig samle det i munden og desuden smagte det ikke af noget. Der var jo mennesker, som havde familier i USA og når de somme tider fik pakker derovre fra, så var der gerne tyggegummi med og så var der nogle, som pralede og nogle som var misundelige. Vi kunne heller ikke få smør, så det var margarine til alt, og jeg husker tydeligt, at da man igen kunne få smør efter krigen, så kunne jeg ikke lide det til at begynde med. Appelsiner fik man kun til jul, så de blev virkelig nydt.

Man kunne få noget, som hed Ramona, det var orangefarvet og smagte dejligt på brødet. Jeg har aldrig vist, hvad det egentlig var. Først nu på mine gamle dage, har jeg fundet ud af, at det var lavet af gulerødder. Jeg elskede Johannesbrød, det var ligesom slik, og det savner jeg den dag i dag, for jeg ser det aldrig i forretningerne.

Vi skulle have torskelevertran, og det hadede jeg. Vi fik en skefuld og morgenen, og det var om at holde sig for næsen og hurtigt tage en skefuld havregrød for hurtigt at få smagen af levertrannen væk. Min bror, derimod, han elskede det, og hvis han kunne se sit snit til det, tog han en ordentlig slurk af flasken.

Det kneb jo også ned at få tøj, så alt gammelt tøj blev renset eller vasket, vendt og syet om.
Jeg kan huske, at vi fik et gulvtæppe i stuen, som var lavet af papir.
Det var hårdt at gå og føle på. Der blev også fremstillet tøj af papir.

                                Livet på Rousings gård

Det har nok været omkring denne tid, hvor jeg begyndte at lege med 2 børn, Inga og Per.

For enden af "vores" vej udgik der 3 sandveje. Den til højre førte bagom ned til fodboldbanen og bagved fodboldbanen lå fyldingen.
Sandvejen til venstre førte bagom og forbi det nederste af vores have og mundede ud i en anden villavej, som hed Fjordvej, derfra gik nemlig en slaggesti ned til fjorden, men man kunne også gå videre over til en vej, som hed Klostervej, og den var på daværende tidspunkt den sidste villavej på vej ud ad Dronningborg mod en lille landsby kaldet Tjærby. Fra Tjærby kunne man så komme til flere landsbyer langs Randers Fjord og komme ud til Østrup Skov.

Den tredje sandvej gik ned til en lille landejendom. Der boede familien Rousing. 
 Rousingsgård
 De havde 2 voksne døtre, en pige som var nogle måneder ældre end mig. Inga hed hun, og en søn som var et par år yngre end mig, han hed Per.
 Inga Per 
Vi legede altid sammen alle 3, også når vi legede med dukker. Jeg husker engang, at det lå nogle lange granstammer, som var blevet fældet. i siden af grusvejen, og en dag, da jeg gik balancegang hen ad dem, snublede jeg og fik i faldet en lang spids grenstump op i mit højre skinneben. Da jeg rejste mig, kunne jeg se helt ind til skinnebenet og der hang trevler ned ad benet. Heldigvis var min far hjemme og da han havde taget førstehjælpskursus, rensede han såret og tog mig (gående, naturligvis) med hen til lægen, doktor Harald Pedersen, hvor jeg fik noget sort stads smurt på. Arret derfra har jeg den dag i dag.

Per og Inga skulle hjælpe til med mange ting på ejendommen og hver gang, de skulle lave noget, sagde Inga altid: "Ja, men så skal Jytte også hjælpe med", så det gjorde jeg og jeg elskede det. Pudsigt nok har jeg været sammen med Inga her på mine gamle dage, og da talte vi om det arbejde, vi udførte på gården, da vi var børn, udbrød hun: "Ja, du elskede det og Per hadede det". Da blev jeg så overrasket, for jeg har altid troet, at de holdt ligeså meget af det, som jeg gjorde.

Vi mugede ud ved køerne, grisene og sågar hønsene, vi var med til at rense og tynde ud i roerækkerne om foråret, med til roeoptrækningen i efteråret. Det samme gjaldt ved kartoflerne og gulerødderne. Kartoflerne kom i kælderen vinteren over, og når de begyndte at spire om foråret, måtte vi sidde og pille spirene af. Der var jo somme tider rådne kartofler imellem, så fingrene blev både snaskede og beskidte.

Når høet skulle hentes hjem fra engen var vi også med og så skete det ofte, at vi, på skift, fik lov til at ride hjem på Nero, den sorte bredbagede arbejdshest.
Der var hverken sadel eller sele, man måtte bare gribe fat i manken. Det var bare så skønt. De havde også en brun hest, den hed Grethe.

Kornhøsten var en travl og hård tid, der var vi også med. Når halmen skulle op på loftet over stalden, stod vi oppe ved lemmen og tog imod, så skulle man passe på ikke at blive ramt af forken. Vi skulle så flytte negene over under spærene, det støvede jo godt, så når vi var færdige, kom vi ned, sorte i ansigterne, helt op i næserne og tørre helt ned i halsen, så da gjorde det godt med det hjemmelavede, kolde saftevand.

De havde altid mange katte og der blev født killinger 2 gange om året, i maj og september. Maj killingerne blev ofte ædt af hankattene, det er naturens barske virkelighed. Kattene gemte sig i høet og halmen på loftet, når de fik killinger og så rodede vi rundt deroppe for at finde dem, vi kunne altid høre de små killingers mjaven. Når de blev så store, at de havde fået øjne, elskede vi at sidde deroppe og lege med dem, de var bare så søde alle sammen.
Rousing måtte drukne mange af dem, for de kunne ikke have alle de katte løbende omkring. Kattene blev godt nok ikke fodret, de levede jo af mus og rotter, som jeg allerede har fortalt. Og så fik de, som sagt, frisk malket mælk. Det fik vi unger også tit, der blev bare hevet en potfuld mælk, mens den stadig var lunken, op af mælkejungen.
Jeg nød det bestemt, men set i bakspejlet, kunne jeg nok ikke tåle komælk. Det gik man ikke så meget op i dengang, man vidste nok ikke meget om allergi og intolerance. Jeg gik endda hele tiden og kom med underlige lyde fra halsen og kløede i det ene øre, og så sagde min far gerne: "Det var da pudsigt, sådan gjorde en af mine søstre også". Jeg havde også tit vrøvl med hals og ører, hvilket man jo i dag ved, har med mælkeallergi og intolerance at gøre.

Jeg måtte da også til sidst indlægges på Sct. Josephs sygehuset inde i Randers for at få mine mandler og polypper fjernet. Der var nonner på det sygehus. Det var en skræmmende oplevelse, husker jeg. Min mor tog med mig derind, jeg var jo ikke så gammel, måske 8-9 år, men hun måtte ikke blive derinde. Jeg kom af tøjet og blev iført en hvid skjorte eller kjortel, som blev bundet bagpå, husker jeg. Så kom jeg ind i et smalt, hvidt rum med fliser helt op til loftet. Der var en lang, hård bænk, hvorpå der sad flere børn, alle iført lignende kjortler. En efter en blev børnene hentet ud og til sidst sad jeg der helt alene, jeg var rigtig bange, for jeg vidste ikke, hvad der skulle ske med mig, der var ikke nogen, som havde fortalt noget. Omsider blev jeg hentet af en nonne, som tog mig med ind i et større rum, hvor der var en briks og en stor lampe. Jeg blev løftet op på briksen og så satte de en maske over min næse og bad mig tælle til 100. Jeg husker ikke, hvor langt jeg nåede at tælle, før æteren havde virket.
Jeg vågnede op på en stue, hvor der var ene af voksne damer, ingen børn. Der blev givet strenge ordre om, at vi ikke måtte stå ud af sengene, men om aftenen stod damerne alligevel op, gik hen og åbnede vinduerne og stod og pjattede med de tyske soldater, som gik vagt nedenfor. Jeg var rystende bange for, at nonnerne skulle høre dem og komme ind på stuen. I det hele taget var jeg meget ked af og lidt bange for at være der, så nå min mor kom på besøg, sagde jeg altid, at jeg godt måtte komme hjem. Det passede selvfølgelig ikke. Det eneste glædelige, jeg kan huske fra dengang, var, at jeg måtte få en masse is og at min mor gav mig en fingerring.
I mange år efter kunne jeg blive ved at fornemme lugten af æter.  
Inden jeg blev opereret havde jeg haft en slem hals- og mellemørebetændelse, jeg lå i sengen med høj feber og en dag, sidst på eftermiddagen, hørte jeg, at min mor sagde til min far" ja, men hvordan vil du få den hjem", hvortil han svarede:"jeg triller den bare ".  Nogle timer senere kom min far ind i soveværelset trillende en dukkevogn, kakaofarvet med kaleche. Den var brugt, men jeg blev lykkelig. Der gik nogle år, før minmor syede puder til den, så jeg brugte nogle stykker tøj til at lægge deri. Nogle gange fik vores kat køretur i den.
 Inga, Per og mig med dukkevogn
                            Inga, Per og mig med dukkevogne

Om torsdagen skulle Rousing ind på bryggeriet Thor i Randers for at hente mask. Det var det, der blev tilbage, når de bryggede øl af byg. Masken blev dengang brugt som foder.

Så blev Nero spændt for hestevognen, Inga og Per og jeg kom op på ladet og på vejen ind til Randers, afleverede Rousing en dosmerseddel hos købmanden.

Inde på bryggeriet blev den dampende mask læsset på hestevognen og ovenpå blev der lagt sække. Vi fik hver en sodavand, rød, grøn eller gul og så blev vi løftet op på toppen af den lune mask. På hjemvejen standsede vi atter ved købmanden for at få købmandsvarerne med og der fik vi hver et lille kræmmerhus med bolsjer. Det var bare alle tiders dag.

Nogle gange fik jeg lov til om søndagen at komme med familien Rousing til Mariager, hvor vi besøgte deres voksne datter, Else, som var gift med en landmand og boede på en lille gård uden for byen.
Vi fik middagsmad og eftermiddagskaffe og så gik turen hjemad igen. Det var i den fine hestevogn med begge heste spændt for.
Der var ca. 22 km. hver vej, hen og hjem og jeg elskede de ture.

Om sommeren tog Inga, Per og jeg somme tider på "udflugt". Det vil sige, vi gik bare tværs over den mark til en lille grøft, som løb langs slaggevejen ned til bådelejet.
Det var sjældent, at der var vand i grøften, blot lidt okker. Så sad vi der med vores kaffe med mælk og sukker i sodavandsflasker med patentpropper og et stykke franskbrød eller hvis vi var heldige, et stykke kage.
Når der var vand i grøften, fangede vi haletudser i syltetøjsglas, som vi stillede derhjemme. Mine forældre var ikke just begejstrede, for det varede jo ikke længe, før der var små, hoppende frøer overalt i gården. Vi havde en tørresnor spændt ud i gården, så når man hængte tøj op, kom man ofte til at træde på de små, hoppende kræ.

Somme tider legede vi også med en dreng, som hed Erik og som boede i huset overfor, hvor jeg boede. Han var godt 1 år yngre end mig. Hans mor spurgte mig somme tider, om jeg ville hjælpe ham med lektierne, han var ikke så "knøw". Jeg hjalp ham, men kunne bestemt ikke lide det, for han lugtede altid så grimt ud af munden. Han havde mave problemer og skulle spise gær.

Efter krigen, i 1946 flyttede Rousing fra gården. De købte en lille gård i en lille landsby, som hed Nørre Borup. Der kom jeg på ferie.
Jeg husker, at der var en bæk, som vi badede i. Vi havde badetøj på, det var lidt af en joke, for vandet i bækken gik kun til lidt over anklerne. Der var til gengæld en masse igler, som hurtigt sugede fast på vores ankler og fødder.

En anden ting, jeg husker klart var, at vi nogle gange fik fløjlsgrød og det kunne jeg ikke fordrage, hver skefuld valmede for mig. Det var det samme, som skete, når vi derhjemme fik Norsk øllebrød. Begge retter er jo lavet med melopbagning og mælk og som voksen har jeg jo fundet ud af, at jeg har intolerance for mælk og hvid mel.

                                      Skoletiden

Så kom endelig den dag, hvor jeg skulle begynde at gå i skole. Jeg var blevet vaccineret for kopper, så jeg var, åh så klar. Jeg var sandelig også 7½, hvorfor skulle vente så længe med at starte, har jeg aldrig kunnet få en forklaring på, begge mine søskende startede da de var meget yngre. Men jeg var rævestolt, da jeg travede afsted med min nye, brune læder skoletaske med træpenalhus, hvori der var en spidset blyant, et penneskaft, en æske med penne og et viskelæder.

Det var d.1.april 1942, jeg startede i 1. klasse på Dronningborg skole. Dengang var der ikke noget der hed nulte eller børnehaveklasse. En af mine kusiner, Kirsten, men hun blev kaldt Kit, skulle gå i samme klasse som mig, men mærkeligt nok, tænkte jeg slet ikke på at spørge hende, om vi skulle sidde ved siden af hinanden.
 Eva  Dengang sad vi to og to ved siden af hinanden på skolepulte, som bord og bænk i et. Bordpladen skrånede, den kunne åbnes og der var et indbygget blækhus øverst oppe. Man skrev jo med pen og blæk, det var ret svært, for pennen kunne somme tide drille og så kom man til at slå blækklatter. Det trak fra i ordenskarakteren. Man lavede altid en kladde først og så skrev man ind, i et andet hæfte, med blæk

Den allerførste skoledag så jeg en pige, som jeg spurgte, om vi skulle sidde sammen, hun hed Eva, vi har været veninder lige siden første skoledag.
Skoletaskerne kunne vi hænge på en krog på siden af skole-pulten og madpakkerne blev lagt ned i pulten, den skulle vi spise i det store frikvarter, men vi plejede at tage en mellemmad, som vi kaldte det, i hvert frikvarter, for vi ville jo gerne nå at lege i alle frikvartererne. I skolegården var der en vandhane, det var hvad vi havde at drikke til rugbrøds-madderne.

Vi piger, legede alle mulige slags lege, mest sangleje, som f.eks." Tag den ring og lad den vandre... " og "Tornerose", men vi hoppede også i reb, spillede bold og legede TIK, hoppede i land eller legede med nips nåle eller hønseringe. Vi måtte ikke gå uden for skolegården, det var der somme tider nogle af de store drenge der gjorde, drenge fra 7. klasse og så var det ofte, at spanskrøret kom i brug.

7. klasse var sidste klasse i kommuneskolerne på daværende tidspunkt og mange elever sluttede skolegangen og kom ud at tjene eller i lære. Da var man 14 og var blevet konfirmeret.

Min klasselærer hed Bloch Pedersen og jeg elskede ham. Han spillede på violin, når vi havde sang. Vi startede skoledagen med morgensang og over læren bad fadervor.
Min veninde, Eva kunne allerede læse, da hun kom í skole, det kunne jeg jo ikke, men jeg lærte det meget hurtigt og jeg elskede at læse. Vi havde Bloch Pedersen til dansk og lærer Rasmussen til regning, overlærer Larsen til bibelhistorie og Bothilde Petersen til gymnastik. Da vi gik i 1. klasse, gik vi om eftermiddagen, men da vi kom i 2. klasse, gik vi om formiddagen. I 2. klasse fik vi frk. Jensen og da fik Eva og jeg somme tider lov til at komme ind i 1.klasse for at hjælpe, så sagde frk. Jensen, at Eva og jeg var hendes 2 dygtigste elever i 2. klasse, og ¨så skulle vi gå rundt og hjælpe eleverne. Der var 2 piger, veninder, som hed Kirsten og Lise, som bestemt ikke ville have os til at se deres bøger, så de lagde sig ned over dem. så vi intet kunne se. Mange år efter, når Eva og jeg kom til at tale om dette, blev vi enige om, at vi da godt kunne forstå, at de havde reageret på den måde, vi ville garanteret heller ikke have brudt os om, at nogle fra klassen over os, skulle se vores arbejde.

Eva og jeg havde aldrig problemer med nogle af lærerne, vi var pligtopfyldende, men ikke dydsmønstre. Vi var gerne dukse sammen og engang tog vi nogle tændstikæsker fra lærerens kateder. Æskerne var fyldt med æblekerner, som eleverne var blevet bedt om at samle og som skulle sendes til ulande til plantning. Vi spiste en del af kernerne, uden at tænke på, at de jo havde været i munden på andre, men også, at læreren jo kunne opdage, at flere af æskerne forsvandt. 
Når frk. Jensen havde glemt noget derhjemme, var det altid Eva og jeg, der fik nøglen til hendes lejlighed, og som skulle hente det glemte. Jeg tror, at alle elskede frk. Jensen, det gjorde Erik Vang også, han var vikar, var flot og havde mørke krøller. De blev da også kærester, men han måtte gå "under jorden" under krigen, fordi han var med i modstandsbevægelsen. De sprængte jern-baneskinnerne i Dronningborg i luften, så tyskerne ikke kunne få deres våben andet transporteret med banen. Erik Vang blev genkendt af nogle store skoledrenge, selv om han havde paryk, skæg og briller på. Om han kom tilbage til skolen efter krigen, husker jeg ikke.

Da vi skulle have husgerning, fik vi frk. Jensen til det og jeg kan huske, at hun engang bad mig vride en karklud op, mens mine klassekammerater skulle se på det, og så sagde hun:"Se,her kan I se èn, som er vant til at hjælpe derhjemme".  Det var nu ikke tit, at vi blev bedt om at hjælpe inde derhjemme, derimod rive og feje i gården og på fortovet, det mener jeg, at vi blev bedt om. Jeg husker i hvert tilfælde, at jeg tit gjorde det. Så fik jeg ofte 2 kr. i lommepenge. Helt lommepenge var det nu ikke, for så manglede jeg måske penne, blyanter eller viskelæder.

Men jeg var faktisk ikke ret gammel, måske 8 år, da jeg af egen fri vilje, gav mig til at gøre retnt og ryddeop, når jeg kom hjem fra skole. Der var ingen hjemme, så jeg gik i gang med at vaske op, feje gulvet i køkkenet og rede senge. Om vinteren tømte jeg kakkelovnens askeskuffe, hentede koks og optændingspinde i kælderen og fik ild i kakkelovnen, så der var lunt, når min mor kom hjem. Jeg husker engang, hvor hun udbrød:"Ih, jeg troede, det var en engel, der var gået gennem huset og havde ordnet alt det".
Efter jeg blev voksen tænkte jeg tit på, at jeg jo kunne have futtet hele huset af, da jeg tændte op i kakkelovnen, men jeg fik nu aldrig nogen formaninger.

Vi havde håndgerning allerede i de små klasser og det første, vi skulle lave var en strikket bamse, brun med seler og derefter et par strikkede fingervanter, røde på den ene side og blå på den anden side. Så lærte vi at brodere  og lavede smocksyning på et forklæde.

Vi havde Bothilde Petersen, som vi jo også havde til gymnastik, jeg tro, at hun var gammeljomfru og hun var meget skrap. Vi skulle komme op til katederet engang imellem og vise vores arbejde og engang, da Eva var oppe at vise sit arbejde, sagde Bothilde til hende, at hun havde snavsede hænder og hun skulle gå ud og vaske dem. Det gjorde hun, kom ind igen og måtte vise hænderne frem, ikke godt nok, så ud igen. SDa hun kom ind, var begge hænder ilrøde af al den skubning. Men Eva var meget mørk i løden, så det har garanteret ikke været snavs.
 
Når vi havde gymnastik, skulle vi ved èn af øvelserne sidde på gulvet med strakte ben og så bøje hovedet ned til knæene og gribe fat fødderne. Hvis der var nogle, der ikke kunne få hovedet ned, tog Bothilde fart om deres skuldre og pressede sit knæ ned i ryggen.
Jeg havde heldigvis ikke det problem, men til gengæld havde jeg et andet problem. Vi skulle altid stå på række i alfabetisk orden. Så snart skoleklokken ringede ud eller ind, skulle vi stille op på rækker og måtte først gå, når vi fik besked på det. Foran mig i rækken stod en pige, som også hed Rasmussen til efternavn, men da mit fornavn begyndte med "J", skulle jeg stå bag hende. Jeg kunne således stå og se, hvordan der kravlede lus i hendes hår og at der sad æg rundt omkring på de enkelte hår. Vores knager var jo også ved siden af hinanden i omklædningsrummet, så jeg fik også lus. Det kunne min mor godt nok ikke lide. Min mor var meget proper og dengang regnede man med, at lus kom af manglende hygiejne. Jeg måtte igennem en skrap kur, noget ildelugtende stads, som blev smurt i håret og så blev man kæmmet med en tættekam, en lusekæmmer, som man sagde. Det var meget flovt at have lus..

Senere hen, da jeg gik i mellemskolen på Randers Ststsskole, var der en pige i klassen, som fortalte, at hun havde haft lus og det stod faktisk i èn af hendes konfirmationssange. Det ville min mor aldrig have udbasuneret.

Da jeg var mindre og skulle have håret klippet, gik jeg sammen med Gunhild hen til herrefrisør Fjeldsted, "hundeklipperen", blev han kaldt. Vi måtte ikke få langt hår for min mor. Hun havde selv, som barn, haft lange fletninger, som for det meste var snoet op som frikadeller ved ørerne. Hun ville så gerne have kort hår, men det måtte hun ikke.
Der var næsten altid flere børn på samme tid hos frisøren og jeg husker engang, hvor han sagde: Så, Jytte, nu er det din tur", hvorefter jeg hurtigt kravlede op på stolen. Men så sagde han:"Nej, det er ikke dig". Der var en anden pige der, som også hed Jytte og hun var kommet færst. Da blev jeg så flov, at jeg græd.
Når vi kom ud fra salonen, tog Gunhild hårklemmen ud af både mit og hendes eget hår, strøg det tilbage og satte klemmen i igen.
Frisøren strøg det altid helt ned i panden, og det kunne Gunhild ikke lide. Når vi så kom til vore haveindgang, hev hun hårklemmerne ud igen og satte håret fladt, som frisøren havde  gjort, ellers regnede hun med, at hun ville få skældt ud.

Jeg var meget glad for at gå i skole og havde let ved lektierne. Hvert år havde vi eksamen. Den foregik såmænd blot i klassen. Ved de skriftlige prøver fik vi blot at vide, at vi ikke måtte skrive af efter hinanden. Når vi så havde mundtlig eksamen, kunne forældrene komme ind og overvære, når vi skulle læse op og når vi skulle op til tavlen for at skrive og regne.

Min søster og jeg fik altid en ny kjole til eksamen og penge til en eksamensstang, som var rød- og hvidstribet og kunne købes i  mejeriudsalget.

Jeg har for øvrigt fået fortalt, at da jeg var 3-4 år gammel, gik jeg engang hen til samme mejeriudsalg og sagde, at jeg skulle have en is og at min far ville komme og betale. Det var ikke tilfældet, om jeg fik isen, kan jeg ikke huske.

Der var et år, hvor jeg havde fået en sådan pæn, grøn kjole, men da jeg stod oppe ved tavlen og var ved at blive eksamineret, var jeg så dårlig tilpas og ked af det. Da jeg kom hjem, tog min mor mig til lægen og det viste sig, at jeg havde gulsot.
Jeg var virkelig syg og mistede helt appetitten. Jeg kan huske, at min mor en dag kom med en æggesnaps i en orangefarvet sukkerskål, jeg kunne ikk tåle synet af den, og da jeg blev helt rask igen, kunne jeg ikke fatte det, for jeg elskede æggesnaps (æggeblomme rørt med sukker).
Jeg kan huske et år, hvor vi gennem skolen, fik et par gratis træsko.
Vi skulle gå ind til en skotøjshandler, Kjær & Andersen, hvor vi så fik udleveret et par sorte træsko med rød eller grøn kant. Vi fik dem i en skotøjsæske, hvor der var Mikkel Mus figurer udenpå. Dengang kaldte vi Mickey Mouse for Mikkel Mus. Det var en skøn fornemmelse at vandre hjem med skotøjsæsken under armen, de nye træsko på fødderne og de gamle sko eller træsko i æsken.

Pudsigt nok, så så jeg for nogle år siden, under min ferie hos datter og svigersøn i Singapore, et billede af skotøjshandler Kjær på væggen hos min families venner, det viste sig at være venindens morfar!

Hvis vi havde skistøvler eller fedtlæderstøvler og de blev slidt ned på sålerne, blev de op sundet hos skomageren. Der blev sømmet træbunde under og ovenpå bundene blev der sat såler og hæle af cykeldæk, somme tider kom der ydermere metal-beslag forrest på sålerne, de skulle jo være slidstærke og holde så længe som muligt.
Fodtøjet blev jo meget tungt og desuden kunne man ikke glide på sneen og isen mere, det var ærgerligt.

En andet ting, vi fik i skolen, var ikke spor rart. Det var et gult tandlægekort. Jeg husker ikke, hvor ofte vi, klassevis, blev sendt til en tandlæge inde i Randers, han hed Rasmussen. Vi skulle gå derind, og hvis nogen tog bussen og det blev opdaget, vankede der af spanskrøret. Tandlæge Rasmussen var meget skrap og vi var alle bange for ham, en af mine klassekammeraters, Aase, var så bange da hun sad i stolen, at hun kom til at bide ham i fingeren, så gav han hende en knaldende lussing og hun kom grædende ud. Så blev vi andre jo endnu mere bange.

Overlærer Larsen fik jeg til bibelhistorie, som vi kaldte faget religion. Engang kravlede han op på katederet, hvor han stod og blafrede med armene alt imens han sagde som en hane. Meningen var, at vi skulle grine af det, men hvis han opdagede, at der var nogen, der ikke gjorde det, ville han være efter dem i hele timen. Han var højest mærkværdig, og en der ødelagde skoletiden for mange, især drenge.

En anden, som var mærkelig, var en pige, som hed Ellinor. Hun boede på Fjordvej, som var vejen efter vores. Både min søster og jeg legede af og til med hende. Engang besluttede Ellinor, at hun ville giftes med Fanden. Vi fandt nogle stumper tyl, som vi draperede på hovedet af hende med flere hårklemmer, hun fik en buket markblomster i hånden og sat op på hendes lillebrors trækvogn. Jeg husker ikke, hvor mange unger vi var, men vi gik i samlet flok, trækkende trækvognen efter os, ned til bådelejet, hvor der var et stort, sort bådhus. Derinde blev hun så viet til Fanden og vi fejrede det med saftevand og kiks, som vi havde taget med i vognen.
Men det var nu ikke det værste, det var derimod, at hun kunne finde på at spise sin egen afføring!! Mærkeligt nok, så fortalte vi aldrig vores forældre om hendes særheder.

Ellinors far var kunstner, hvor dygtig han var, ved jeg ikke, men han lavede engang et springvand til familien Rousings have, det var en pige som stod med løftet arm, hvor vandet så fossede ud af og løb ned i et rundt bassin. Han malede også. Han var kunstner, datteren var kunstig.

Der hændte noget meget tragisk, da jeg gik i 3. eller 4. klasse. En dreng i klassen, Flemming hed han, blev alvorligt syg og døde. Han var en af overlærer Larsens sønner, en meget køn og sød dreng, som alle kunne lide.
Hele skolen skulle med til begravelsen. Vi skulle gå bag ligvognen hele vejen fra skolen og op til kirkegården, som lå i den nordlige bydel af Randers. Det var så knugende en oplevelse, at jeg i mange, mange år efter, havde svært ved at være i en kirke, selv til min konfirmation, som jo var flere år efter, havde jeg det meget dårligt ved at sidde derinde.
Jeg havde nemlig også en lille kusine, Lis, som blev alvorligt syg og døde, da hun var 7 år gammel. Jeg tror, at det var sovesyge, de kaldte det, de døde af, sikkert hjernehindebetændelse.
Lis havde været syg af forkølelse eller influenza og var ikke helt rask, da det blev fastelavn. Hun havde ligesom sine 2 søstre, Sonja og Kit, fået ny kjole til fastelavnsfesten og ville jo gerne med. Det kom hun også, men så fik hun et tilbagefald og det slog sig på hjernen.

Hendes forældre, min onkel Charles og faster Maja, havde en købmandsforretning ca. 1 km. fra, hvor vi boede, længere inde ad mod Randers. Der handlede vi, det blev skrevet på regningen, og når min far gik hen for at betale, var jeg tit med, og så fik jeg et kræmmerhus med bolsjer.

Jeg husker engang, hvor jeg var blevet inviteret til min kusine Kits fødselsdag, vi gik jo i samme klasse. Men jeg måtte ikke komme med, for jeg havde ingen ordentlige sko at få på. Jeg kan endnu se mig selv sidde helt øverst på trappen derhjemme og også føle, hvor ked jeg var af det. Jeg tiggede og bad min mor, om jeg da ikke bare kunne kridte mine gummisko, men det måtte jeg ikke. Jeg var også flov over, hvad jeg skulle give som undskyldning næste dag i skolen.

En anden gang, hvor jeg også blev flov, var til fødselsdag hos en klassekammerat, Inge, og da vi legede en leg som hed Hanse mand lugter, råbte jeg:"Hanse mand fiser" i stedet for lugter og så blev de andre så forargede, at jeg blev helt rød i hovedet. 

Jytte fortæller videre her: Julen var herlig!