|
|
|
|
|
|
Norge
Da vi gik i 3. mellem, skulle vi med vores klasse og parallelklassen på tur til Norge. Vi fik at vide derhjemme, at vi selv måtte tjene til lommepenge, så Eva og jeg tog barnepigepladser. Det var hos 2 familier, som boede på samme vej, men i forskellige ejendomme. Eva skulle passe 2 små drenge, blege og småfede. De havde kirtler i maven, så de skulle have lysbehandlinger på sygehuset et par gange om ugen. Der oksede vi så op med barnevogne og børn på slæb i al slags vejr og op ad bakke hele vejen. Jeg skulle passe 3 børn, alle kønne, rødhåret og med krøller. Den mindste var i barne-vogn og så havde jeg én på hver side af vognen, indtil den mindste af dem blev træt, så op i fodenden med ham. Udover at passe børnene fra mandag til fredag, skulle jeg vaske trappen i opgangen og da de boede i stuen, var der mest beskidt der. Det var heldigvis kun èn gang om ugen, men da det var efterår og vinter, var der altid godt mudret. Det var trætrapper, hvor der manglede det meste af fernissen på midten af alle trinene. Jeg skulle ydermere ofte skrælle kartofler, som jeg skulle hente nede i deres kælderrum. For alt det arbejde fik jeg 5 kr. om ugen og det samme fik Eva. Det hændte nogle gange, at vi var barnepiger om aftenen, og det fik vi så 2 kr. for.
Turen til Norge gik med tog fra Randers Banegård til Hirtshals og med færge fra Hirtshals til Kristiansand. Der var ret meget søgang, så mange, faktisk de fleste, af eleverne blev søsyge. Eva og jeg slap.
Vi sov alle sammen i soveposer på dækket, det var jo det billigeste og vi havde madpakker med til turen. Fra Kristiansand kørte vi med bus, og der var nogle af de søsyge elever, som også fik køresyge at døje med. Målet for turen var Rjukan i Telemarken, hvor vi blev indkvarteret på en lokal skole.
Vi fik madrasser at sove på i gymnastiksalen.
Vi var opå flere ture i omegnen, èn af dem gik til det sted, hvor filmen "Kampen og det tunge vand" blev optaget. En film fra 1948om tyskernes besættelse af værket. Om englændernes og amerikanernes angreb for at forindre tyskerne i at transportere det tunge vand til Tyskland ad banen. Såvidt jeg husker, var det lokale modstandsfolk, som blev trænet til opgaven, og klarede den.
Vi skulle også bestige Gausta, men da vi i spredt flok var på vej op, begyndte det at rasle ned med klippestykker, blev mange af os bange, og èn af pigerne blev så bange, at hun hverken turde gå op ad eller ned ad, men besluttede, at hun ville kravle ned i en bred kløft, hvor der var evig sne og hvor hun så ville glide ned. Alle omkring hende protesterede og advarede, men hun var helt panisk, så hun fortsatte. Hun nåede ned til sneen, men da der var meget stejlt og det var glat, rutsjede hun nedad i stærk fart, alt imens hun blev slynget fra side til side og derved ramte de hårde, skarpe klipper. Hun endte helt nede i bunden, forslået og bevidstløs.
Flere af os, der havde overværet det, var rædselsslagne og turde dårligt bevæge os fra det sted, hvor vi stod. Vores lærer og hans kone, samt en del af eleverne var forlængst ude af syne og hørevidde. Heldigvis var èn af drengene, som var spejder, meget rolig og fik beroliget vi andre, så vi omsider kom ned i god behold. Redningsfolkene kunne ikke komme helt op med sygebilen, men fik hende hentet ned på en båre, som var placeret på en stor slæde. Hun måtte blive på sygehuset, indtil vi skulle tilbage til Danmark og det blev på en båre hele vejen
Mens hun var indlagt, var der ikke nogen, som ville ligge ved siden af hendes madras i gymnastiksalen, så det endte med, at jeg kom til det, og jeg kunne bestemt heller ikke lide det, det var virkelig svært at falde i søvn.
Det viste sig bagefter, at man slet ikke måtte gå den vej op ad bjerget. Det havde vores lærer ikke undersøgt, men han var faktisk halvfuld det meste af tiden.
Jeg har været på mange ture, både mens jeg gik i folkeskolen og på Statsskolen. Der var de årlige sommerudflugter, hvor man fik madpakke og lommepenge med til is og/eller sodavand. Vi var gerne med tog. Der var altid forskellige konkurrencer, terrænløb bl.a., hvor jeg mange vandt og præmien var is og sodavand, så jeg derved havde mine lommepenge med hjem igen. Jeg elskede at løbe, og endte altid med at være svedig og pæon rød i hovedet.
 |
Engang var vi til et stort gymnastikstævne i Sønderjylland. Det var over 4 dage, så vi blev indkvarteret på en gård, langt ude på landet.
De havde kun et barn, en pige, som hed Marianne, og jeg syntes hun var underlig.
Hun ville ikke tage imod noget spiseligt fra andre, med mindre det var pakket ind. Hun ville heller ikke have, at moderen rørte ved hendes mad. Hun vaskede hænder standselig. Jeg var ret beklemt ved det, for sådan noget havde jeg aldrig oplevet før.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Konfirmation
Mine søskende og jeg elskede, når vi havde familiebesøg. Nogle gange var det familien på min mors side, andre gange familien på min fars side og det var det nok oftes, for der var jo mange flere på den side og desuden var flere af min fars søskende med familier bosat i eller omkring Randers.
 |
Når familien fra København kom, var det, af èn eller anden grund, noget særligt. Der blev spillet kort og der var altid megen snak og latter.
Da jeg blev konfirmeret, havde vi gæster fra begge sider af familien. Blandt gæsterne var èn af min mors onkler, Laurits, min mormors bror, hvis kone var død året før. Den sommer var han sammen med sin søster rejst rundt til hendes børn, og ifølge hvad han senere fortalte, så var min mor den, som havde været mest gæstfri.
|
Han blev inviteret til min konfirmation, som var d. 26.september 1949 og kom derefter regelmæssigt på besøg. Han elskede god mad, så han nød, når min mor lavede nogle lækre frokoster og middage, så sad de altid og nød det i timevis.
Ham og hans kone, Eva, havde aldrig fået børn. Til min konfirmation fik jeg hans kones armbåndsur, et garnituresæt, som bestod af spejl, hår- og klædebørste samt penge til hjælp til en ny cykel. Han var utrolig god ved mig. Jeg kom flere gange på besøg hos ham i Kolding, hvor han havde et ret stor hus, med en dejlig have. Han havde flere gange vundet priser for den flotteste have.
Jeg var engang med ham i København, min første Køben-havnertur, hvor vi besøgte endnu en af hans søstre, Theodora.
Vi var på galopbanen, hvor jeg fik lov til at spille på en hest, det var spændende, men jeg vandt ikke noget.
Min konfirmation |
Onkel, som jeg kaldte ham, gav mig utrolig mange ting, tøj og ski og han tilbød at betale alt, hvis jeg ville fortsætte skolegangen i gymnasiet, men det sagde jeg nu nej tak til.
Allerede under en skriftlig eksamen havde rektor Prip meddelt, at der var 2 ledige elevstillinger i Randers Disconto- og lånebank, som man kunne søge. Og samme eftermiddag besluttede Eva og jeg at gå ind i banken . Vi klædte os pænt på og kom til at tale med den ene af de to direktører, Grove- Rasmussen.
Vi skulle komme med en skriftlig ansøgning og vores sidste karakterer, som ´var vores terminskarakterer. Det blev en nydelig, højtidelig ansøgning, skrevet med pen og blæk og underskrevet "Ærbødigst", sådan havde min far sagt, at jeg skulle skrive.
Vi havde translokation på Statsskolen d. 24. juni, og det var helligdag den 25. og så begyndte jeg som elev i banken den 26. juni 1952.
Så var barndommen forbi.
|
|
|
|
|
|
|
|
